Hanne Bork Clausen

web 21

 

Indrømmet ……selvom jeg er en ”gammel kone” fra 1943, opfører jeg mig noget teenageragtig, når jeg lukker mig inde i min lille hule i selskab med lærred, akrylmaling og pensler. Men jeg har det fantastisk i det rum. Det er indiskutabelt.

Jeg kunne ved indgangen til pensionisttilværelsen dyrke ”maleriet” mere intenst og begynde at udstille. I mit arbejdsliv var det kun blevet til tegninger i jubilæumsskrifter og medlemsblade.

Jeg er autodidakt og samler inspiration overalt…..jeg elsker farver, og det betyder meget for mig, at farverne i mine billeder spiller godt sammen og vækker genklang hos beskueren.

Når alle inspirationskilderne oppe i hovedet skal samles til et billede med farver og komposition, udspilles der ofte en kamp…og jeg elsker den kamp, selvom den indimellem kan være meget udfordrende, og hele tiden er på kanten af min formåen.

Jeg skal hele tiden prøve nyt. Sådan har det altid været, og sådan bliver det ved… altid. Det nye, der afprøves holder måske ikke vand, og så må det blive en ”ommer”. Der kæmpes som sagt med komposition, farveholdning og streg i hvert eneste værk, og selvfølgelig melder usikkerheden og frustrationen sig. Standses jeg for meget i min maleproces, fotograferer jeg det ufærdige billede, overfører til computeren, kopierer og afprøver så nogle ideer med blyant, tusch og farver….fortsætter maleprocessen, og så bliver det måske alligevel helt anderledes på maleriet.

Jeg synes, det er berigende og opløftende at skabe et billede og har en rigtig god følelse, når jeg synes, jeg er tilfreds med mit værk. Den magi, der opstår, når komposition, farver og følelser smelter sammen i et billede, er lige det, der skaber noget, der gerne skulle røre beskueren.